BARE GODE VENNER

  Just Good Friends

En novelle af Jeffrey Archer

(Fra novellesamlingen ”A Twist In The Tale")

Jeg vågnede før ham og følte mig oplagt til lidt sjov men vidste, at der ikke var noget at gøre ved det.

Jeg blinkede, og mine øjne vænnede sig omgående til det svage lys. Jeg løftede hovedet og kikkede på det udstrakte, ubevægelige hvide kød, der lå ved siden af mig. Hvis bare han rørte sig lige så meget som jeg, ville han ikke have det bildæk om maven, tænkte jeg uvenligt.

Roger bevægede sig uroligt, vendte sig om mod mig, men jeg vidste at han først ville vågne, når uret ved hans side af sengen begyndte at ringe. Jeg over-  vejede et øjeblik om jeg skulle sove lidt mere, eller om jeg skulle stå op og finde lidt morgenmad. Jeg bestemte mig til at ligge stille og dagdrømme, men jeg passede på ikke at forstyrre ham. Når han endelig åbnede øjnene, ville jeg lade som om jeg stadig sov – så ville han komme først op og sørge for morgenmad. Jeg begyndte at planlægge de ting jeg var nødt til at få fra hånden, efter at han var gået på kontoret. Så længe jeg var hjemme for at hilse ham velkommen når han kom hjem fra arbejde, syntes han ikke at tage sig af hvad jeg fik dagen til at gå med.

En let rumlen strømmede mod mig fra hans side af sengen. Rogers snorken har aldrig forstyrret mig. Mine følelser for ham var ubetingede og jeg ønskede, at jeg kunne finde ord til at fortælle ham det. I virkeligheden var han den første mand, jeg rigtig satte pris på. Da jeg nu kikkede på hans ubarberede ansigt, blev jeg mindet om, at det ikke var hans udseende, der tiltrak mig den aften i pubben.

Jeg mødte Roger i ”Missen og Fløjten”, et værtshus, der ligger på hjørnet af Mafeking Road. Man kan sige, at det var vores lokale stamværtshus. Han plejede at komme omkring kl. 20, bestille et glas lyst øl og tage det med til et lille bord i hjørnet bag dart-skiven. For det meste sad han alene, kikkede på dartpilene, der blev kastet til dobbelt, men som oftest endte på et eller fem, hvis de da overhovedet ramte skiven.  Han spillede aldrig selv, og i min fordelagtige stilling bag baren hvor jeg kunne se alt, undrede det mig ofte, om han var bange for at nogen skulle tage hans foretrukne plads, eller om han ikke var interesseret i sporten. 

Pludselig ændrede tingene sig for Roger – til det bedre, som han uden tvivl så det – da en aften i det tidlige forår, en blondine ved navn Madeleine, som bar en imiteret pels og drak dobbelte gin, satte sig på stolen ved siden af ham. Jeg har aldrig før set hende i pubben, men hun var øjensynlig kendt i nabolaget, og spredte bemærkninger i baren fik mig til at tvivle på, at bekendtskabet kunne vare. Snakken gik nemlig ud på, at hun var ude efter en mand, hvis horisont strakte sig ud over ”Missen og Fløjten”.

Faktum er, at affæren – hvis det da nogen sinde kom så langt – kun varede tyve dage. Jeg ved det, for jeg talte hver og en af dem. Så en aften hørtes der høje stemmer og hovederne drejede sig efter hende da hun forlod den lille stol lige så pludselig som dengang, hun kom. Hans trætte øjne fulgte hende da hun gik over til en ledig plads ved et hjørne af baren, men han viste ingen overraskelse ved hendes afgang, og han gjorde intet forsøg på at overtale hende til at blive.

Hendes afgang var mit stikord. Jeg næsten sprang frem fra baren, gik så hurtigt, som anstændigheden tillod, og sekunder senere sad jeg på den ledige stol ved siden af ham. Han kommenterede det ikke og gjorde bestemt ikke forsøg på at tilbyde mig en drink, men det ene blik, han sendte i min retning, lod ikke formode, at han fandt byttet uacceptabelt. Jeg kikkede rundt for at se, om nogen havde planer om at udfordre min position. Mændene, der stod rundt om dartskiven, syntes ligeglade. Tredobbelt sytten, tolv og fem holdt dem mere end beskæftiget. Jeg kastede et blik på baren for at checke, om bossen havde bemærket mit fravær, men han havde travlt med at tage imod ordrer. Jeg så, at Madeleine allerede var i gang med at nippe til et glas champagne fra barens eneste flaske, købt til hende af en fremmed, hvis stilfulde, dobbeltradede blazer og stribede butterfly overbeviste mig om, at hun ikke ville bekymre sig om Roger for mindst andre tyve dage.

Jeg kikkede op på Roger – jeg havde kendt hans navn et stykke tid, selvom jeg aldrig brugte det, og jeg kunne ikke være sikker på, om han kendte mit. Jeg begyndte at vibrere ret overdrevent med mine øjenvipper. Jeg følte mig lidt dum, men i det mindste fremkaldte det et venligt smil. Han lænede sig frem og berørte min kind, hans hånd var overraskende blid. Ingen af os følte trang til at tale. Vi var begge ensomme, og det syntes unødvendigt at forklare hvorfor. Vi sad i stilhed, han lejlighedsvis nippende til sin øl, mens jeg fra tid til anden flytte på mine ben, mens dartpilene et par meter fra os fulgte deres usikre kurs.

Da værten råbte: ”Sidste ordrer!”, slyngede Roger resten af sin øl ned, mens dartspillerne fuldførte det sidste spil.

Ingen havde noget at bemærke da vi gik sammen, og jeg var overrasket over, at Roger ikke protesterede, da jeg fulgte med ham til hans lille halve dobbelt- hus. Jeg vidste allerede nøjagtigt hvor han boede, for jeg havde ved flere lejligheder set ham stå i en buskø på Dobson Street. En gang havde jeg oven i købet anbragt mig selv på en mur i nærheden for at studere hans ansigt mere indgående. Det var ret anonymt, næsten almindeligt, men han havde de varmeste øjne og venligste smil, jeg havde set hos nogen mand.

Min eneste bekymring var, at han ikke syntes at lægge mærke til, at jeg eksisterede. Han var konstant optaget, hans øjne hver aften, hans tanker hver morgen hang ved Madeleine. Hvor jeg misundte den pige! Hun havde alt, hvad jeg ønskede mig, undtagen en ordentlig pels, den eneste ting, min mor har efterladt mig. For at være ærlig, havde jeg ingen grund til at være sød ved Madeleine, for hendes fortid kunne ikke have været mere dyster end min.

Alt dette skete for godt og vel et år siden, og for at bevise min totale hengivenhed for Roger, har jeg aldrig sat mine ben i ”Missen og Fløjten” siden. Han synes at havde glemt alt om Madeleine, for han har aldrig talt om hende, i hvert fald ikke når jeg var til stede. En usædvanlig mand, han har heller aldrig spurgt mig om mine tidligere forhold.

Måske skulle han have gjort det. Jeg kunne godt tænke mig, at han kendte sandheden om mit liv før vi mødtes, selvom det nu synes irrelevant. Ser De, jeg var den yngste i en familie på fire, så jeg kom altid til sidst. Jeg har aldrig kendt min far, og da jeg kom hjem en aften, opdagede jeg, at min mor var stukket af med en anden mand. Tracy, den ene af mine søstre, advarede mig mod at vente hende tilbage. Hun fik ret, for jeg har aldrig set min mor siden. Det er skrækkeligt at skulle indrømme – selv kun for sig selv – at ens mor er løs på tråden.

Nu forældreløs, begyndte jeg at drive rundt, prøvede at holde mig på den rigtige side af loven – ikke så nemt, når man ikke altid har et sted at lægge sit hoved. Jeg kan ikke engang huske, hvordan jeg endte hos Derek – hvis det da var hans rigtige navn. Derek, hvis mørke, sensuelle ydre ville have tiltrukket ethvert mistænksomt pigebarn, fortalte mig, at han havde tilbragt de sidste tre år på et handelsskib. Da han elskede med mig, var jeg parat til at tro på hvad som helst. Jeg forklarede ham, at alt, hvad jeg ønskede mig, var et varmt hjem, regelmæssige måltider og måske med tiden min egen familie. Han sørgede for, at det ene af mine ønsker gik i opfyldelse, for et stykke tid efter at han havde forladt mig, nedkom jeg med tvillinger, to piger. Derek har aldrig set dem; han vendte tilbage til søen inden jeg kunne fortælle ham, at jeg ventede mig. Han havde ikke behøvet at love mig månen; han så så godt ud, at han måtte have vidst, at jeg ville være hans, selvom jeg skulle gå for lud og koldt vand.

Jeg prøvede at opdrage pigerne ordentligt, men myndighederne fik fat i mig denne gang, og jeg mistede dem begge. Hvor er de mon henne nu? Gud ved. Jeg håber bare, at de havnede i et godt hjem. I det mindste havde de arvet Derek’s uimodståelige ydre, som kan hjælpe dem gennem livet. Det er bare én af de ting, som Roger aldrig vil få noget at vide om. Hans blide tiltro får mig til at føle mere skyld, og nu ser det ud til, at jeg aldrig finder en udvej til at lade ham høre sandheden.

Efter at Derek var vendt tilbage til søen, var jeg alene i næsten et år, inden jeg fik deltidsarbejde i ”Missen og Fløjten”. Værten der var så nærig, at han ikke engang ville have givet mig mad og drikke, hvis jeg ikke havde passet min del af vores aftale.

Roger plejede at komme en, måske to gange om ugen, inden han mødte blondinen i den lurvede pels. Efter den tid kom han hver aften, indtil hun brød med ham.

Jeg vidste at han var den perfekte mand for mig, da jeg første gang hørte ham bestille et glas lys øl. Et glas lys øl – jeg kunne ikke tænke mig en bedre beskrivelse af Roger. I de tidlige dage plejede barpigerne at flirte åbenlyst med ham, men han viste ingen tegn på interesse. Indtil Madeleine fik fat i ham, var jeg ikke engang sikker på, at det var kvinder, han foretrak. I den sidste ende var det måske mit tvekønnede ydre, der tiltalte ham.

Jeg tænker, jeg var den eneste i den pub, der søgte noget mere fast.

 Det gik sådan, at Roger tillod mig at tilbringe natten med ham. Jeg husker, at han gik ind på badeværelset for at klæde sig af, mens jeg hvilede på hvad jeg formodede ville blive min side af sengen. Siden den nat har han aldrig bedt mig om at forsvinde eller prøvet at sparke mig ud. Det er et stille og roligt forhold. Han har aldrig råbt ad mig eller behandlet mig unfair. Tilgiv mig udtrykket, men for en gangs skyld føler jeg, at jeg er landet på mine fødder.

Brrr. Brrr. Brrr. Den forbandede alarm. Jeg ønskede, jeg kunne begrave den. Larmen ville blive ved indtil Roger gad røre sig. Jeg har engang prøvet at strække mig over ham og stoppe den infernalske larm, men endte med at skubbe indretningen på gulvet, hvad der irriterede ham mere end selve ringningen. Aldrig mere, blev jeg enig med mig selv om. Langt om længe kom en lang arm til syne fra tæpperne, håndfladen faldt ned på toppen af uret, og den skrækkelige støj hørte op. Jeg sover let – selv den mindste bevægelse forstyrrer mig. Hvis bare han havde bedt mig, kunne jeg have vækket ham betydeligt blidere. Når alt kommer til alt, mine metoder er lige så pålidelige som nogen menneskeskabt himstregims.

Halvt vågen, Roger nussede mig lidt inden han masserede min ryg, altid sikker på at få et smil som tak. Så gabte han, strakte sig og sagde, som hver eneste morgen: ”Må skynde mig, ellers kommer jeg for sent på kontoret.” Jeg tænker, nogle kvinder ville være irriteret over forudsigeligheden i vores morgenritualer – men ikke denne dame. Det var alt sammen del af det liv, som fik mig til at føle mig tryg i bevidstheden om, at her havde jeg fundet noget, der var det værd.

Roger klarede at få sutterne forkert på – chancen var altid fifty-fifty – inden han luntede ud i badeværelset. Han kom ud et kvarter senere, sådan som altid, og så bare en lille smule bedre ud end forinden. Jeg har lært at leve med hvad nogen ville kalde hans svagheder, til gengæld accepterede han min mani for renlighed.

”Stå op, dovenkrop”, opfordrede han, men smilede, da jeg lagde mig til rette, uvillig til at forlade den varme hule, der var efterladt af hans krop. ”Du forventer vel, at jeg laver din morgenmad inden jeg går på arbejde?”, tilføjede han på vej ned ad trapperne. Jeg svarede ikke. Jeg vidste, at om et par minutter ville han åbne hoveddøren, tage avisen, posten og vores sædvanlige flaske mælk. Pålidelig, som altid, ville han sætte kedlen over, gå ud i spisekammeret, fylde en skål med min yndlingsmorgenmad, dertil min del af mælken, han ville kun beholde nok til to kopper kaffe.

Jeg kunne forudse næsten på sekundet, hvornår morgenmaden ville være færdig. Først ville vandet koge, et øjeblik senere mælken blive hældt op, og til sidst lyden af stolen, der blev trukket ud. Det var signalet, jeg behøvede til at overbevise mig om, at det var på tide at slutte mig til ham.

Jeg strakte mine ben langsomt, bemærkede, at mine negle trængte til nogen opmærksomhed. Jeg havde allerede bestemt mig for at vente med at soignere mig til efter at han var gået. Jeg kunne høre stolen skrabe på køkkengulvet. Jeg var så lykkelig, at jeg bogstavelig talt hoppede ud af sengen og spurtede mod den åbne dør. Sekunder senere var jeg nedenunder. Selvom han allerede havde taget den første mundfuld at sine cornflakes, holdt han op med at spise i samme øjeblik, han fik øje på mig.

”Hvor er det pænt af dig at holde mig med selskab”, sagde han og et smil bredte sig over hans ansigt.

Jeg dabbede over til ham og kikkede forventningsfuldt op. Han bøjede sig ned og skubbede skålen hen til mig. Lykkeligt begyndte jeg at labbe mælken i mig, svingende min hale fra side til side.

Det er en myte, at vi kun svinger vore haler når vi er vrede.