En kvinde ved navn Rose


 Første dag på universitetet præsenterede vores professor sig for os og opfordrede hver enkelt til at lære en person at kende,
en som han/hun altså ikke kendte i forvejen. Jeg rejste mig og kikkede rundt i klassen, 
da jeg mærkede en blid berøring på min skulder.

Jeg vendte mig om og så en rynket gammel dame som kikkede op på mig med et strålende smil.
Hun sagde: ”Dav, smukke. Mit navn er Rose og jeg er 87 år gammel. Må jeg give dig et knus?”
Jeg smilede og svarede begejstret: ”Selvfølgelig må du det!” og hun gav mit et kæmpekram.
”Hvorfor går du på universitetet i sådan en ung og uskyldig alder?” spurgte jeg spøgefuldt.
 Hun svarede med et skælmsk glimt i øjet: ”Jeg er her for at møde en rig mand, gifte mig med ham,
få et par børn og så trække mig tilbage og rejse verden rundt.”

”Nej, alvorligt” sagde jeg. Jeg var nysgerrig for at vide hvorfor hun havde taget sådan en udfordring i hendes høje alder.

”Jeg har altid drømt om at have en universitetsuddannelse og nu får jeg en!” svarede hun.

 Efter dagens undervisning gik vi over i studenterkantinen og delte en chokolademilkshake. Vi var venner fra det første øjeblik.
Hver dag i de følgende måneder forlod vi skolen sammen, snakkede uafbrudt. Jeg var altid dybt betaget
når jeg lyttede til denne ”tidsmaskine” som delte sin viden og sine erfaringer med mig.

 
Som året gik, blev Rose universitetets maskot, hun fik nemt venner hvorhen hun end gik.
Hun elskede at klæde sig ud og blomstrede i den opmærksomhed som studenterne gav hende.
Hun havde en virkelig dejlig tid.
Da vi nåede enden af semestret inviterede vi Rose til at holde en tale ved vores fodboldklub-afslutningsfest.
Jeg glemmer aldrig hvad hun lærte os.
Hun blev introduceret og trådte op på podiet.
Da hun begyndte på sin forberedte tale, tabte hun sine hjælpe-kort på gulvet.
Frustreret og lidt flov lænede hun sig frem til mikrofonen og sagde ganske enkelt:

 
”Jeg er ked af at jeg er så klodset. Jeg kvittede øl for bourbon og nu tager den whisky livet af mig!
Jeg kan aldrig få mine kort i orden igen så lad mig bare fortælle hvad jeg ved.”
Vi grinede lidt og hun rømmede sig:

 
”Vi holder ikke op med at lege fordi vi er gamle; vi bliver gamle fordi vi holder op med at lege.
Hemmeligheden ved vedblivende at være ung, lykkelig og stadig opnå resultater er:
Vi skal le og finde humor i hver dag. Vi skal have en drøm. Mister vi vore drømme, dør vi.
Der er så mange døde mennesker omkring os – og de ved det ikke engang selv.
Der er en meget stor forskel mellem at blive gammel og vokse op.  Hvis du er 19 år og ligger i sengen i
et helt år uden at lave noget, vil du blive tyve år. Hvis jeg er 87 år og bliver i sengen et helt år uden at lave
noget, vil jeg fylde 88. Alle kan blive ældre. Det kræver ikke talent og evner.
Idéen er at vokse op ved altid at finde muligheder i forandringen. Fortryd ikke noget.
Vi gamle fortryder sædvanligvis ikke noget vi har gjort, oftere ting vi ikke har gjort.
De eneste mennesker som frygter døden er dem som fortryder en masse.”
Hun sluttede sin tale med modigt at synge ”The Rose”.
Hun opfordrede hver og en af os til opmærksomt at læse teksten og prøve at efterleve den i vort dagligliv.

 
Da uddannelsen sluttede, fik Rose den universitetsgrad hun begyndte at arbejde for nogle år tidligere.
En uge efter translokationen døde Rose fredeligt mens hun sov.
Over 2000 universitetsstudenter deltog i hendes begravelse for at hylde den vidunderlige kvinde,
som ved sit eksempel viste, at det aldrig er for sent at blive det man har mulighed for at blive.

AT BLIVE GAMMEL ER OBLIGATORISK
AT VOKSE OP ER VALGFRIT


 The Rose

 (Bette Midler)

Some say love it is a river
that drowns the tender reed
Some say love it is a razor
that leaves your soul to bleed

Some say love it is a hunger
an endless aching need
I say love it is a flower
and you it's only seed

It's the heart afraid of breaking
that never learns to dance
It's the dream afraid of waking
that never takes the chance
It's the one who won't be taken
who cannot seem to give
and the soul afraid of dying
that never learns to live

When the night has been too lonely
and the road has been too long
and you think that love is only
for the lucky and the strong
Just remember in the winter
far beneath the bitter snow
lies the seed that with the Sun's love
in the spring becomes the rose


Rosen

(Lene Siel)

Nogen si'r at kærligheden,
er som den tynde is.
Nogen si'r at sår på sjælen,
er alt for høj en pris.

Andre si'r at kærligheden,
er kun et spil om held.
Men jeg si'r, det er en rose,
som du må dyrke selv.
Kun et såret hjerte frygter,
at blive såret en gang til.
Kun den drøm der aldrig vågner,
sætter ingenting på spil.
Er du bange for at modtage,
og tør du intet give,
får du aldrig lært at leve,
inden livet er forbi.
Hvis man altid går alene,
og hver dag er lige hård,
tror at kærligheden bare,
er for unge udvalgte få.
Men jeg ved, at under sneen,
spirer der et lille skud,
som ved solens lys og varme,
vokser frem og springer ud.