SURKÅL MED FLÆSKESMÅKØD (Székelygulyás/Székelykáposzta)

 

1 kg skært flæskesmåkød (jeg bruger skinkeschnitzler), 1 dåse surkål (Weinkraut/Sauerkraut), 1 stort løg, 1 spsk. edelsüss paprika, 
4-5 laurbærblade, 1 god spiseskefuld hele sort peber, salt, creme fraiche, 2-3 spsk. mel.

Skær schnitzlerne i tern, ca. 2x2 cm. Pil og hak løget. Smelt mindst 50 g fedt i en gryde og giv løgene et par minutter heri.
Tilsæt kødet og brun det til det hele har skiftet farve. Drys med paprika og bland godt.
Hæld så meget vand på at alt er godt dækket. Tilsæt laurbærblade, peber og salt.

Hvor meget paprika, peber og salt kan reguleres, men retten skal smage af noget.

Kødet koges mørt. Sørg for at der er rigeligt med væde ved.

Surkålen løsnes og hældes over kødet. Det er ikke nødvendigt at skylle kålen først.
Det hele blandes godt og koges videre ved svagt blus til kålen har fået et kort opkog.

Retten kan jævnes med mel udrørt i creme fraiche. Jeg kan bedst li’ den uden jævning, men det er en smagssag.

Serveres med et godt stykke brød til.